Stå ved den du er!

 

Klokken er 8.03, børnene er afleveret i skole. Der er stadig mørkt udenfor, vinden rusker lidt og et par regndråber rammer velux vinduet på førstesalen hvor jeg sidder. 3 stearinlys har jeg tændt. Jeg svarer en klient på besked, hun ønsker at bestille en healing. Jeg ville egentlig skrive et blogindlæg om min Sofia Queens healing, men jeg sidder stille lidt og lytter indad. Det er praksis som jeg har oparbejdet over nogle år, at være stille og lytte; hvad har jeg brug for at vide lige nu? spørger jeg nogle gange om, men i dag spurgte jeg; hvad skal mit blogindlæg handle om? Svaret kom prompte; Stå ved den du er! Hmm jeg var lidt skeptisk og spurgte om ikke det skulle handle om min Sofia Q healing? NEJ! Svaret var tydeligt. Det skal handle om, at stå ved den du er.

Hmm jeg lytter lidt igen, der kommer ikke så meget, mere stilhed. Jeg sætter noget afslappende i ørerne, det hjælper mig altid, når jeg skal lytte opmærksomt den intuitive stemme inden i mig. Det kan du også nemt gøre, det er ikke svært og det er noget alle kan træne, ikke noget hokus pokus i det.

Jeg lytter igen og kommer til at tænke på, hvordan vi definerer os selv. Er vi mest vores historier, bagager, styrker, svagheder, glæder, sorger eller bare væren? At lave ingenting, at være til stede i livet, uden at gøre? Kan man overhovedet være til stede i livet – uden at være noget? Ja det kan man sagtens, mener jeg. Men lige nu er status og titel højt vægtet hos mange, men hvis ikke vi er ”noget” hvordan skal vi så præsentere os selv for andre? Hej, jeg hedder Eileen og det er det. Vil det være nok? Bare at være mit navn her i verden? Tja.. sandheden er nok at jeg er mere end mit navn, jeg er selvfølgelig også mor, datter, søster, hustru, ven, veninde, kollega osv. og jeg er både mine styrker og svagheder og kvaliteter og kvantiteter. Men bag ved alt det her, da er jeg måske bare ingenting. En væren, som mange spirituelle lærere taler om. Dette væren/ingenting kan man træde ind i så ofte man har lyst.

Jeg ved godt, at det er lidt high fly vibe – højt at flyve-agtigt, men hvis du stadig læser med, så vil jeg prøve at tage dig i hånden og stille og roligt fortælle dig, at du og jeg er gode nok som vi er også selvom man ikke har en fin eller status i samfundet eller en fed profil på instagram. DU ER GOD NOK. Du er her for en grund. Og livet er en glæde.

Nu stopper jeg lige op, det sidste jeg har skrevet, flød fra mine hænder henover tastaturet. Jeg mærker lige ind igen, hvordan hænger det egentlig sammen, at livet er en glæde og stå ved den du er??? Jo, nu mærker jeg svaret;

 

STÅ VED AT LIVET ER EN GLÆDE

INVITÉR GLÆDEN IND I DIT LIV

LIVET ER EJ AT KNOKLE DERUDAD HVER DAG

 

Jeg er nemlig født ind i en familie med en knokle-mentalitet, hvor man helst skulle arbejde hårdt for at opnå succes. Man var doven hvis man sad for meget og lavede ingenting, det var ikke godt, fy fy. Problemet med den knokle-mentalitet var bare, at når jeg havde knoklet og været for meget på, så fik jeg migræne. Masser af migræne og jeg har prøvet diverse behandlere fysioterapeuter, kiropraktorer osv. men intet hjalp 100 % Indtil den dag jeg indså, at alt det knokleri gjorde mig syg, udmattet og tappet for energi. Derfor vendte jeg min svaghed om til min styrke, som jeg i dag lever af. Jeg har dog stadig migræne indimellem, når jeg kommer til at arbejde for meget, da jeg brænder så meget for mit arbejde og jeg glemmer mine pauser, men jeg er blevet bedre til at skabe flere pauser.

Jeg er healer og intuitiv mentor for voksne og børn og unge. Jeg arbejder indenfor det intuitive felt, det er min styrke med healing og coachende samtaler/ samtaleterapi. Det er min styrke at være i ro, indfølende og intuitiv, at stirre ud i regnen og lade det indre spille og synge sange og downloade smukke vers/sætninger fra universet og mine guider. Det er min livsvej.

Det har taget mig mange år at indse at jeg ikke er en del af det knoklende samfund, hvor vi løber afsted om morgenen og skynder os hele dagen lang med alle mulige gøremål og så falder død om om aftenen i sofaen. Jeg har også slået mig selv i hovedet over, at jeg ikke kan ”holde til” at løbe så stærkt, men det er bare ikke for mig. Det er for nogle andre og det er helt fint. Det får mig til at tænke på, hvorfor jeg har kæmpet så hårdt for at være eller blive noget, som jeg slet ikke er? Joo jeg ville selvfølgelig gerne passe ind og være som alle andre, men vi må også tillade afstikkere eller dem, der ikke passer ind i diverse kategorier i vores samfund og først og fremmest, så er det vigtigste jo, at jeg accepter mig selv som jeg er. Når jeg spørger mig selv, om jeg accepterer dem, der er anderledes og dem der følger deres hjerter, så er svaret klart, at jeg ser vildt meget op til dem, der tør at træde frem og vise hvad de kan og ikke gøre som alle de andre.  

Kunne det ikke være smukt, hvis man som barn lærte sin allerbedste kvaliteter at kende, så man ikke skulle kæmpe så meget senere hen, fordi man er blevet puttet ind i en kasse som man slet ikke passer ind i og det værste er nok at man selv glemte at sige fra.

Og kunne det ikke være fantastisk, hvis det var helt legalt og fuldt ud acceptabelt at nogle har brug for mere ro og fordybelse end andre?  

 

I lys & kærlighed

 

Eileen Durhuus