Hvordan har du det egentlig?
Skrevet af Eileen Durhuus, psykoterapeut MPF
Jeg sidder her i ro og mag, søndag morgen i april. Jeg nyder stilheden i huset, som stadig sover og disse stunder værdsætter jeg.
Men jeg sad lidt her til morgen og grublede over den indre tilstand generelt, og jeg får lyst til at spørge dig, hvordan har du det egentlig? Hvordan har du det sådan rigtigt nede i maven? Og på din inderside, hvordan har du det indeni dig?
Når, jeg stiller mine klienter dette spørgsmål, får jeg ofte svaret: det ved jeg ikke helt, eller nogle siger, det aner jeg ikke. De føler sig måske lidt flove over, at de ikke har bedre kontakt med sine følelser. Men her vil jeg også nævne, at det er også meget tids – og kulturpræget, at i deres opvækst eller vores opvækst talte man ikke så meget om sine følelser og mærkede slet ikke efter, hvordan man havde det. Det var bare sådan det var. Og i Danmark eller i vesten generelt har vores fokus været meget på viden, rationel tænkning, fornuften. Altså meget kognitivt – tankemæssigt, hvorimod kroppens sanser og følelser har ikke fået så meget opmærksomhed. Det lader dog til at de unge i dag har mere fokus på deres følelser og sanser og de taler mere åbent og frit om det.
Psykologen Susan Hart taler om den tre-enige hjerne, hvor hjernen er delt op i 3 områder:
- Tænkning, herunder rationel tænkning, planlægning, strategier osv.
- Følelseslivet, herunder både positive og negative følelser, glæde, lykke, tristhed, sorg m.m.
- Sanselivet, herunder, kulde, varme, sult, basale behov
Susan Hart, som har skrevet flere bøger om emnet nævner, hvor vigtigt det er at have en god kontakt med alle tre dele, herunder; sine kropssansninger, følelser og tanker.
Kropssansninger hører til i den reptile hjerne (hjernestammen), som er den ældste del af hjernen. Det er også her, vi mærker fare men også andre kropssansninger, f.eks. kulde, varme osv.
Den næstældste del af hjernen kaldes det limbiske niveau, her er følelserne omdrejningspunktet, f.eks. glæde, tristhed, sorg, vrede, osv.
Den nyeste del af hjernen kaldes den præfrontale cortex, som sidder i pandelapperne. Her taler vi om den rationelle tænkning, fornuft men også mentalisering at man er i stand til at mærke empati, se sig selv udefra.
Det er vigtigt at skabe et flow imellem de tre hjerner, og det kan være svært at finde ud af, hvornår den ene del overlapper den næste osv. Men er man en type, der ikke så gerne vil i kontakt med sine følelser og man ubevidst lukker ned i sine følelser, når man taler om nogle emner, der berører én, så lever man meget i den kognitive del af hjernen. Man taler rationelt om sine følelser og sanser, man går ikke ind i dem, man holder en passende afstand til sit indre følelsesliv. Det er ofte på grund af tidligere svigt i f.eks. barndommen, og man har bestemt (ofte ubevidst) tidligt i sit liv, at man ikke vil blive SÅ ked af det igen. Derfor lukker man ned for sine følelser, hver gang man kommer i nærheden af noget der minder bare en lille smule af sit barndomstraume af f.eks. svigt, forladthed, ensomhed osv.
Så kommer man til at leve sit liv mest fra hjernen og ofte har man mange tanker og tendens til tankemylder, fordi det er hårdt at lukke ned for det naturlige følelsesliv og sanser hele tiden. Så man er på en måde meget på overarbejde.
Det gode er at det er muligt at lukke op for sit følelsesliv, men det er vigtigt at det sker på en meget blid og rolig måde. Samtidig med at det tager tid, det handler om at turde at mærke sine følelser bare en lille bitte smule ad gangen. Her er også vigtigt at forstå, at man lukkede jo ned for sine følelser af en meget gyldig grund, fordi man var bange og ikke bare bange, men rædselsslagen. Der er en lille pige eller dreng inden i, som var blevet skræmt fra vid og sans. Det kan være svært at forstå alvoren i det som voksen, hvis det handlede om et tandlægebesøg, hvor tandlægen var lidt for hård. Og man kan tænke som voksen, ja ja, så slemt var det da ikke, men for et lille barn som mærker sine følelser trefold eller tifold, så er det vigtigt at tage alvorligt. Der kan selvfølgelig også være andre traumatiske hændelser, som var mere alvorlige, såsom overgreb, følelsesmæssige svigt fra en forælder eller omsorgsperson. Men igen er det vigtigt at se på, at man ikke kan gradbøje traumer, og putte dem i kasser og sige at det her traume er værre end nogle andre. Det er meget individuelt og man skal se på enkelte tilfælde.
Hvis man f.eks. ønsker at arbejde med at få større kontakt til sine følelser og indre liv generelt, så arbejder jeg meget nænsomt med det i terapi. Det kan også være, at man ikke er klar over at man har lukket så meget ned for sine følelser. Jeg arbejder ofte ud fra tilgangen:
Less is more. Hvilket betyder, at det er bedre at dyppe tåen forsigtigt ned i det kolde vand og tage mod til sig, end at springe hovedkulds ud midt i havet, hvor man ikke kender dybden. For at lære sig selv bedre at kende, er det vigtigt at man føler sig tryg og set fordi det er et meget ydmygt stykke arbejde at åbne sig op overfor en terapeut i terapilokalet. Det kender jeg i hvert fald fra mig selv, da jeg startede i terapi, som er obligatorisk som psykoterapeut. Men jeg var startet i terapi før jeg valgte at tage uddannelsen. Jeg kan huske, at jeg i starten af mine terapiforløb, hvor jeg var klienten, forsøgte at holde meget på mig selv. Jeg var nervøs for at sænke mine parader, hvad ville der så ske? det føltes meget grænseoverskridende og sårbart, men jeg lærte det stille og roligt. Og jeg husker det som en lettelse, da jeg fandt ud af at jeg faktisk ikke behøver at bære så meget psykisk bagage. Jeg måtte gerne slippe det.
Det var en ægte befrielse at nå dertil, og det er så smukt når jeg oplever dette hos mine klienter, når de tør at slippe alt det som ikke længere giver mening for dem. Det er et arbejde som jeg er meget taknemlig for, og har stor respekt for og forholder mig ydmygt til.
Hver klient er helt unik med deres egne helt specielle værdier, værdimåde, behov, m.m.
De kærligste hilsner fra
Eileen Durhuus
Psykoterapeut MPF